Hvordan afmelder jeg en lastbil?
Ligesom med alle andre køretøjer med nummerplade skal en lastbil afmeldes ved, at nummerpladerne tages til en nummerpladeoperatør eller en motorekspedition. Her bliver nummerpladerne destrueret, og derefter bliver de afmeldt fra Motorregistret.
Når lastbilens nummerplader er blevet afmeldt, får forsikringsselskabet med det samme besked om, at lastbilen er afmeldt.
Det er ikke nødvendigvis et krav, men medtag lastbilens originale indregistreringsattest. Uden den er det teknisk set ikke muligt at afgøre, hvem der er lastbilens retmæssige ejer.
I nogle tilfælde er det ikke muligt at have begge lastbilens nummerplader med. Måske er de begge blevet stjålet, eller måske er den ene røget af lastbilen i en ulykke. I det tilfælde er det stadig muligt at afmelde lastbilen, men så skal det ske hos en af Motorstyrelsens motorekspeditioner.
Når en lastbil skal afmeldes, koster det ca. 60 kr. ved en motorekspedition. Vælger du at afmelde køretøjet ved en nummerpladeoperatør, koster det stadig et betjeningsgebyr, men prisen varierer fra sted til sted. Vær derfor meget opmærksom på, hvilke priser den lokale pladeoperatør har.
Når et køretøj afmeldes, stopper alle betalinger af afgifter. I forhold til lastbiler kan det hurtigt vise sig at være en betydelig besparelse. Der er mange afgifter forbundet med godstransport med lastbiler, og i nogle tilfælde kan man faktisk få nogle af pengene tilbage.