Hvordan indregistrerer jeg en motorcykel?
Når du køber en motorcykel skal den indregistreres, hvis den skal være lovlig at køre på i Danmark. Når du køber en motorcykel fra en forhandler, klarer forhandleren som regel selve indregistreringen. Det behøver du altså ikke bekymre dig om.
Før du kan få din motorcykel indregistreret, skal du først betale en indregistreringsafgift. Den beregnes ud fra en lang række faktorer, som du kan læse mere om på SKATs hjemmeside. Når du har betalt indregistreringsafgiften, og din motorcykel er registreret i Motorregistret, får du indregistreringsattesten. Derefter kan du skaffe en nummerplade til din motorcykel.
Hvis du importerer en motorcykel med udenlandske nummerplader, er der en række procedurer, du har 30 dage til at komme igennem, inden du kan få indregistreret motorcyklen. For det første skal du give SKAT besked, før du importerer motorcyklen.
Dernæst skal motorcyklen til et udvidet syn, og derefter skal den værdisættes af enten Motorregistret eller en privat operatør. Først derefter kan registreringsafgiften betales, og så skal du anskaffe dig en ny nummerplade.
I 2016 blev en række love vedtaget, der medførte skærpede krav til nye motorcykler, der skal indregistreres. Det betyder blandt andet, at motorcykler produceret efter 2017 skal have ABS-bremser og skal overholde luftforureningsnormen Euro4. Det gælder dog ikke for ældre motorcykler.