Nummerplade til cykelholder
Med en cykelholder bagerst på din bil er du klar til cykelferie og masser af sjov sammen med familie og venner. Men en cykelholder blokerer som regel også for din bagerste nummerplade.
Når du har en cykelholder på din bil, skal du derfor have en ekstra nummerplade på. En sådan nummerplade kaldes for en 3. nummerplade og er meget let at kende med de røde bogstaver og tal.
Du kan bestille en 3. nummerplade til din cykelholder hos Motorstyrelsen. Det kan ske på nettet på Motorregistret, eller du kan bestille pladen på en af Motorstyrelsens kontorer. Prisen for en 3. nummerplade er 110 kroner, så det er på ingen måde en udgift, der vælter budgettet.
Når du bestiller, skal du også afgøre, om du vil hente din 3. nummerplade selv ved en motorekspedition, eller om du vil tilkøbe fragt for yderligere 38 kroner.
Tilkøber du fragt, kan du følge pladens fragtstatus på Motorregistret, men vær opmærksom på, at nummerpladen kan være længere om at komme frem, end hvad Motorregistret giver udtryk for.
Du skal derfor altid bestille en 3. nummerplade i god tid, så du ikke risikerer at få den hyggelige cykelferie eller udflugt ødelagt af en bøde fra politiet.