Regler for transport af campingvogne uden plader
En campingvogn skal også have en nummerplade – hvide med sorte tegn – da den dækker for bilens nummerplade. Dog kan du ikke købe en ny campingvogn med en allerede registreret nummerplade, men du skal jo stadig kunne transportere den fra butikken og hjem til dig. I det tilfælde skal du gøre brug af et prøvemærke eller en prøveplade.
Et prøvemærke fungerer som en midlertidig nummerplade, der sørger for, at du ikke kører ulovligt med din nye campingvogn. Prøvemærkerne gælder kun i syv dage, så det er vigtigt, at du får bestilt en nummerplade til din campingvogn i god tid.
Når du skal bestille et prøvemærke, skal det foregå gennem Motorregistret, og det kræver, at du har en registreret adresse i Danmark. Hvis det valgte køretøj findes i Motorregistret, skal du angive årsagen til, hvorfor du skal bruge et prøvemærke, og du skal desuden oplyse den ønskede gyldighedsperiode.
Hvis køretøjet ikke findes i Motorregistret, skal du angive stelnummeret og dernæst oprette køretøjet. Det er desuden vigtigt, at du har noget billedlegitimation, når du skal hente dit prøvemærke. Du kan også hente et prøvemærke for en anden, men det kræver, at du får en fuldmagt. Det kan også sendes med posten med en leveringstid på tre til fire hverdage.