Hvad laver en truckfører?
En truckfører er en som kan betjene og styre forskellige former for trucks f.eks. gaffeltrucks og -stablere. Oftest arbejder en truckfører på et lager, på en havn, i en lufthavn eller på en byggeplads. En truckfører kan have mange forskellige arbejdsopgaver – det kommer an på hvilken branche og virksomhed, man er ansat i. Typiske arbejdsopgaver for en truckfører er at løfte, flytte og transportere paller, produkter eller gods rundt.
Hvad laver en truckfører på et lager?
En truckfører der arbejder på et lager vil typisk tage i mod varer og aflæsse lastbiler, som ankommer til lageret. Truckføreren flytter produkterne rundt via paller. Lageropgaver kan også omfatte at plukke, pakke og afsende varer til kunder og virksomheder.
Hvad laver en truckfører på en havn?
På en havn hjælper truckføreren med at flytte containere og varer rundt. Det kan f.eks. være fra skibe til lastbiler, containere eller andre skibe. Det er et job, der kræver et stort overblik.
Hvad laver en truckfører i en lufthavn?
I en lufthavn vil en truckførers typiske opgaver være at flytte bagage, affald eller fly rundt i lufthavnen. Du har måske set, at når et fly bakker på landingsbanen, så foregår det via en såkaldt ”push back truck”, som skubber flyvemaskinen væk fra sin parkeringsposition ved terminalen. Det er en truckfører, der styrer den.
Hvad laver en truckfører på en byggeplads?
På en byggeplads sørger truckføreren for at flytte materialer for murere, VVS’ere osv. Til større byggerier er der dog behov for en kranfører, som kan betjene større kraner og maskiner.